Fødselsberetning #2

– Teksten siger ALT om mit fødsels forløb-
  • Jeg starter der hvor jeg sluttede sidst, hvor jeg skulle blive på barselsgangen til en overnatning, så kunne de følge mig natten over. Måske også bare lidt tryghed for mig, når alt gik skævt med Emils fødsel.

Vi bliver jo som sagt, indlogeret på et værelse på barselsgangen. Jeg har en fornemmelse af, at Birger ikke er meget for at blive. Jeg sender ham hjem, så kan han også få sovet lidt. Min mor bliver hos mig. Veerne forsvinder lidt i styrke, men kan ikke rigtig finde ro i min krop. Vi prøve at snakke om en masse sjove ting, vi har oplevet sammen bare for at glemme situationen lidt. Jeg har et meget tæt forhold til min mor, Hun er der bare ALTID, det er så meget guldværd.

I løbet af natten begynder mine veer, at tage til i styrke igen. Render frem og tilbage på stuen. Det bedste når der kom en ve var, at står i vinduet og holde fast i vindueskarmen. puste og puste… Klappede mig selv på skulderen, da jeg selv synes jeg arbejde godt med veerne. Men det var da også kun indtil de blev værre.

Vi prøver at få lidt søvn, så vi ligger os i hver vores seng. Kan jeg sove, niks! Der er nu kun 2 min. mellem hver ve og jeg puster og puster.. derud af. Det sjove er, at min mor ligger og halv sover, men samtidig tager hun tid på mine veer. Hun er noget af en multitasker.. haha.. Men sådan her forløbe det resten af natten.

Hvornår sker der noget?

Om morgen, kommer en jordmorder ind og kigger til mig. Jeg er stadig kun 3 cm åben, så hun giver det lige lidt tid endnu. Da kl. bliver 10.00 bliver jeg henvist ned på en stue på fødegangen. Jeg beder min mor om at ringe til Birger, så han kan komme ind. Da han kommer, har jeg bare så helvedes ondt. De veer bander jeg LAANNGT… VÆK! og fortryder et par gange, at jeg har valgt at ville føde selv.

Jeg fik akut kejsersnit med Emil, og derved skulle de være mere OBS på mig denne gang. Jeg skulle nemlig ligge med strimmel på, stort set hele tiden. Engang i mellem måtte det gerne lige komme af, i en halv times tid. De skulle være sikker på at baby havde det godt og for at være på forkant, med hvis arret skulle springe op.

Normalt er jeg rigtig glad for at gå i bad, når jeg har ondt. Synes derfor det ville være verdens bedste idé at gøre, når jeg kunne få strimlen af. Jeg kommer i bad, men hold nu K… det gør bare ondt. Og hvad er det for noget, at sætte et håndtag så langt nede, at det jo er umuligt at bruge, når man står op?! Det var da bare verdens dårligste idé, at gå i bad.

Kommer ud af badet og op på fødebriksen igen. Bliver undersøgt igen, igen og der er ingen forandring, stadig kun 3 cm åben. Jeg er snart ved at opgive, det er nu lørdag eftermiddag.

Epiduralblokade!

Jordmorderen kan godt se at vi nok ingen vegne når, med de smerter jeg har. Vi bliver derfor sammen enige om, at en epiduralblokade er vejen frem. Der går ikke længe før anæstesilægen står der, og klar til at ligge blokaden. Jeg fik det også med Emil, så jeg er helt afklaret og rolig. Da den bliver lagt, har jeg bare en fornemmelse at den ligger forkert. Anæstesilægen fortæller, at det ikke må snore ude i tærende, for hvis det gør, ligger blokaden forkert. 

Ikke længe efter snore det i min højre fod. Jeg fortæller det, men lægen siger bare, at det hele er okay! hun har aldrig lagt en blokade forkert. Har bare stadig en fornemmelse af, at det her er helt forkert. Hun har jo lige sagt, at det ikke må snore og nu gør det, så må den jo også ligge forkert. Jeg er jo ikke læge, men nogle gange er ens mavefornemmelse bare rigtig!

Stadig det samme

Det er aften, og efter jeg fik lagt epiduralblokaden, sendte vi min mor hjem. Hun virkede så træt, og jeg tænkte jeg sagens kunne klare det uden hende, havde jo Birger ved min side. Omkring ved en kl. 21.00 tiden ringer vi efter min mor, Birger var ved at give op! Han hader sygehuse og han hader at se mig, have det så skidt og have så ondt. Veerne er spidset til, men jeg forbliver fortsat kun 3 cm åben. Det bedste på dette tidspunkt er, en varmepude på lænden og den skal være brændende varm. Den er så varm, at Birger ikke kan holde på den uden et viskestykke. omkring. Hver gang der kom en ve, skulle han simpelthen bare mase varmepuden ind i lænden på mig. Han skulle ligge alle kræfter i og så bare mase den ind.

Min mor kommer tilbage og Birger går nu op for at sove lidt. Vi har stadig værelset på barselsgangen. Min mor skal nu overtage det her med varmepuden, men helt ærligt, hun kunne sku’ ikke gøre det, lige så hårdt og lige så godt, som min kære mand!

Endnu en gang skal jeg tjekkes og er stadig kun 3 cm åben. Jeg kan stadig mærke veernes fulde kræft, selvom epiduralblokaden skulle tage smerterne. Hun bestemmer sig for at blokaden skal ligges om. Der kommer en ny anæstesilæge og ligger en ny blokade. Denne gang føles det helt rigtig, jeg er så lykkelig! Der gå nemlig ikke længe før den virker. I’m in heaven..

Nu skal det gå stærkt

Ingen smerter og jeg kan nu grine igen (meget vigtig ting, efter mange timer i smerte) Men der er ingen ændringer i mit forløb. De beslutter (i samråd med mig) at prikke hul på vandet. Det går fint, men efter 1 time, dykker Emmas hjertepuls. En læge kommer ind for at tage blodprøve på hendes hoved. Eftersom Jeg egentlig ikke er i aktiv fødsel, er det lidt svært for dem, men det lykkedes til sidst. Efter 5 min. har de svaret på prøven. Lægen kommer ind, og jeg er slet ikke i tvivl om hvad der skal ske nu. AKUT KEJSERSNIT!

Min mor løber op for at vække Birger, men lægen sagde at det bare var stille og roligt. Jeg ville nok ikke komme til før kl. 01.00 om natten. Kl. er her omkring midnat. Ca. 10 min. efter står portøren der og klar til at kører mig af sted. Birger er ikke kommet endnu, så jeg panikker lidt. Min mor løber op igen for at hente ham, alt i mens jeg så småt er på vej ned på operationsstuen, dog ser jeg ham kom løbende ned, for at få overtrækningstøj på. 

Kejsersnittet

Jeg er egentlig rimelig fattet, jeg har jo prøvet det før. Jeg kommer ind på operationsstuen og alle tager godt imod mig. De fortæller hvem de hver især er og hvad de skal. Birger kommer kort tid efter ind, sammen med jordmorderen. Da jeg er godt bedøvet i det nedre område, går de i gang med at skære op.

Det tage dem godt nok lang tid. De river og flår, kan jeg fornemme. Jeg bliver faktisk lidt urolig, for synes godt nok de bakser, for at få Emma ud. Jeg kigger rigtig meget op på Birger, som sidder ved min side og holder mig i hånden. Jeg har bare en fornemmelse af, at det ikke er helt som det skal være. Det tog slet ikke så lang tid med Emil.

Jeg ved ikke hvor lang tid det har taget, men hvert fald LÆNGE!.. Lige pludseligt efter meget riven og flå’en, så kommer hun ud! Desværre bare ikke som ønsket. Hører lægen sige “baby ude, slap og med navlesnoren om halsen” Lige der, der stoppede mit hjerte med at slå! Jeg ser bare mit barn, kommer over i hænderne på en børnelæge, som straks udøver hjertemassage og på med iltmaske. Lige der, der tænkte jeg “hende får jeg ikke med hjem”

Der røg nogle tåre ned af mine kinder, lige der. At se sit barn for første gang sådan der, jeg var knust! 5-10 min. senere, kommer den bedst lyd i hele verden, nemlig lyden af Emma der skriger. Der faldt en sten fra mine skuldre, jeg vidst nu, at hun trak vejret og var i live.

Blodtab

Efter her bliver jeg meget dårlig. Er tør i min mund, tror aldrig jeg har været så tør i min mund før! Det er helt vildt, jeg hunger bare efter en lille dråbe vand. Samtidig med dette, så begynder en vanvittig hovedpine, at trække henover min pande og øjne. Det dunker og jeg kan slet ikke koncentrere mig. Mine tanker kører rundt, kan stadig ud af øjenkrogen se Emma, hvor de stadig er i fuld sving med hende.

Bliver nu rigtig dårlig og skal faktisk kaste op. Det er noget af det mest ubehagelige jeg længe har prøvet. Jeg er spændt fast til operations briksen, kan slet ikke røre mig. Selv mine arme er spændt ud til hver side, fyldt med slanger og nåle. Ligger der og kan kun lige dreje mit hoved en smule. Jeg var SÅ BANGE, for at blive kvalt i mit eget bræk!

På et split sekund, kommer der bare en maske ned over min mund og næse. Hvis der er noget jeg har klaustrofobi for, så er det sådan en ilt maske, PUHA!... Det viser sig, at jeg har mistet 3,5 L blod under kejsersnittet. De har brugt så mange kræfter, på at få Emma ud, så de har revet nogle blodkar over undervejs.

Jeg skal altså nu i fuld narkose, fordi jeg bliver så dårlig og det vil tage rigtig lang tid, at sy mig sammen og stoppe blødningen. Jeg hører lægen sige til Birger “Sig du farvel til Stine, og så kan du følge med over på neonantal afdeling, sammen med Emma”. Fornemmer bare at Birger kysser mig på panden, og siger det nok skal gå det hele. Jeg er snart på vej til drømmeland lige der, så opfanger ikke det hele.

De kommer lige og viser mig Emma, inden jeg falder helt i søvn. Må altså ærligt indrømme at lige der, var mit overskud ikke til at kigge på hende. Jeg kunne ikke overskue det, havde allermest lyst til de bare gik med hende igen. Samtidig følte jeg mig også som en rigtig dårlig mor, der ikke kunne overskue sit eget barn! Hva’ fanden er nu det?!.. Turde ikke sige noget, men kort efter går de med hende, men hold nu op, hun var jo noget af det smukkeste alligevel.. SMILER..

-Livets træ-

Fortsættelse følger…

Skriv et svar