Emils fødsel

-Mig på terminsdagen d. 24 december 2017-

Jeg er sidst i min graviditet og er bange for ,om han nu havde vendt sig med hovedet ned af. I uge 37, blive dette bekræftet, dog sidder han ikke fast. Jeg er lettet, da jeg ikke ønskede et vendingsforsøg. Det skal dog vise sig, at han til fødslen ligger skævt og han har ikke tænkt sig, at vende sig rigtig ned.

Ugerne går og jeg er nu noget ind i uge 41. Kommer til en samtale omkring det at skal sættes i gang. Det tager jeg ikke for noget, da jeg på dette tidspunkt, bare gerne vil have ham ud NU! Min mave er stor og han fylder godt derinde. Jeg kommer ind lørdag morgen, det er en flot januar morgen. Bliver sat i gang med noget der skal vibrere/ skubbe lidt til livmoderen, så den selv går i gang med veer. Birger og min mor var med og vi skulle blive på sygehuset. Vi får et værelse på barselsgangen, og vi skal nu bare afvente veerne.

Nu sker det!

Veerne starter sen eftermiddag og om natten går vandet. Om morgen kommer en jordmorder ind og tjekker, men jeg åbner mig ikke rigtig og har heller ikke så kraftige veer (Det synes jeg så selv, at jeg har) Vi får alligevel en stue på fødegangen, og det tager mig da alligevel (føler jeg) en halv time at gå fra værelset og ned på fødestuen. Hvad er der, omtrent 100 M. Jeg puster og pruster, og må bare se tiden an.

Veerne  begynder at gør mere og mere ondt, så får lagt en epiduralblokade. Den virker fantastisk! Jeg er i himlen lige der. Nu den virker ligger de vedrop, i håb om at det kan sætte lidt mere gang i tingene. Lykken er dog kort, da alle mine smerter kommer tilbage. Jordmorderen glemmer simpelthen at fylde medicin i min blokade, den holder op med virke (Dette er jeg ikke klar over) Hun mener det er helt normalt at jeg skal have de forbandede smerter.

I loftet er der ligesom nogle cirkler, hver gang der kommer en ve, puster jeg alt hvad jeg kan. Jeg forestiller mig disse cirkler, som store lagkager med lys i, som jeg så skal puste ud. Det hjælper mig lidt psykisk, men ikke på smerterne.

Akut kejsersnit

Efter mange timer i smerte helvede og med diverse prøver på hans hoved, fordi hans hjertepuls dykker, giver Emil op! Hans hjertepuls dykker helt vildt nu. På dette tidspunkt har jeg også givet op. Har ikke flere kræfter at give af, får også en uforklarlig smerte øverst i maven (var slemmere end veerne)

Lige pludselig er stuen også fyldt med jordmødre og læger. De mærker og jeg er kun 7 cm åben efter 30+ timer. Det går stærkt herfra, for nu siger de at det skal være akut kejsersnit, og der er ikke tid til at vente!

De kommer ind med en seng, som jeg skal over i. Birger bliver hurtigt iført blåt overtrækningstøj, og min mor står bare på sidelinjen og ser på. Jeg er bange, rigtig bange, men med en følelse af lettelse. Nu det snart overstået tænker jeg, min lille dreng er snart ude hos os.

Kommer ned på operationsbordet, og en masse sygeplejersker og læger står klar. Har en klump i halsen, jeg er aldrig blevet opereret før, så det hele er så overvældende.

Birger er ved min side hele tiden. Det hele er så forvirrende og til sidst opgiver jeg, med hvem der gør hvad på mig. De går i gang og har det så underligt, det er så surrealistisk, at Emil kommer ud NU.. for er han okay? hans puls dykkede jo. Der kørte så mange tanker rundt. 

Emil kommer til verden

Kan jeg sige at jeg var lettet da Emil endelig kom ud..? JA! Han kom ud med et skrig og jeg var så lykkelig, mit barn var okay, jeg var okay. Dette var det største nogensinde. Et smerte helvede uden lige, i så mange timer, det var det hele værd! For se lige hvad der kom ud af alle de forbandede smerter. Se lige den skønne skabning, det smukke væsen. En lille baby som var bagt med kærlighed.

En stor dreng på 3995g og 54 cm lang. En lækker lille basse. Lige der kunne jeg ikke være mere lykkelig.

Desværre kan jeg kun sige, at noget gik galt undervejs. Emil lå skævt og derfor udviklede det hele sig langsomt. En epiduralblokade der ikke blev tjekket op på. Men det skræmte mig ikke fra at jeg ville prøve at føde selv igen med Emma.

-Emil, 4 dage gammel-

Skriv et svar